Høj begavelse

Nogle børn lærer meget hurtigt, stiller mange spørgsmål eller har en stor nysgerrighed. Andre keder sig i skolen eller skiller sig ud i deres måde at tænke og gå til undervisningen på. Det kan være tegn på høj begavelse, men høj begavelse kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Siden skoleåret 2024/2025 har folkeskoler haft mulighed for at screene elever i 1. og 2. klasse for tegn på høj begavelse. Screeningen tilbydes børn, hvor skolen vurderer, at der er tegn på høj begavelse. Skolen kan efterfølgende vælge at tilbyde en egentlig intelligenstest, hvis det vurderes fagligt eller pædagogisk relevant. Du kan læse mere om skolernes screening for høj begavelse hos Børne- og Undervisningsministeriet. (https://uvm.dk/grundskole/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/test-og-evalueringsredskaber/redskab-til-screening-for-tegn-paa-hoej-begavelse-for-elever-i-1-klasse/).

Hos Specialpsykolog Helweg tilbyder jeg kognitive tests, der kan afklare, om dit barn er højt begavet, og hvordan barnet bedst støttes videre.

Her forsøger jeg at besvare nogle af de hyppigst stillede spørgsmål om høj begavelse.

Hvad betyder høj begavelse?

Høj begavelse beskrives som en generel intelligens på IQ 130 eller derover. Det svarer omtrent til de øverste 2 % af befolkningen. Et IQ-tal bør dog ikke stå alene. Ved en kognitiv undersøgelse ser jeg også på barnets samlede profil, herunder om der er væsentlige forskelle mellem forskellige kognitive områder.

Du kan læse mere om intelligens, IQ og normalfordelingen her

Mulige tegn på høj begavelse hos børn

- Hurtig indlæring og stort ordforråd

- Stort fagligt overskud og stærke analytiske evner

- Stor almenviden for alderen

- God hukommelse

- Evne til at se komplekse sammenhænge og argumentere for egne synspunkter

- God forståelse for sociale sammenhænge og stor indsigt andres følelser og behov

- Stor nysgerrighed og mange spørgsmål

- Interesse for emner, som kan ligge ud over det forventelige for alderen

- Kedsomhed eller manglende motivation, hvis undervisningen opleves for let eller ensformig

- I nogle tilfælde stærke følelsesmæssige reaktioner eller en udpræget retfærdighedssans

Høj begavelse kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Et barn behøver derfor ikke at have alle disse kendetegn for at være højt begavet, og flere af tegnene kan også ses hos børn, der ikke er højt begavede.

Hvornår giver det mening at få lavet en test?

Det kan være relevant at få lavet en kognitiv test hvis:

- Du er i tvivl om dit barn er højt begavet og ønsker afklaring

- Dit barn ikke trives i skolen, og der er mistanke om et mismatch mellem barnets kognitive forudsætninger og de krav eller udfordringer, barnet møder.

- Du ønsker mere indsigt i dit barns læringsprofil

En test kan give et mere nuanceret og fagligt grundlag end observation alene.

Hvordan afklares høj begavelse?

Høj begavelse afklares gennem en kognitiv test. Jeg anvender WISC-V, som er en anerkendt og meget anvendt kognitiv test til børn. Den måler barnets kognitive færdigheder indenfor forskellige domæner. Der findes også en kognitiv test til førskolebørn (WPPSI-IV).

Testen giver indsigt i:

- Om barnet har en jævn kognitiv profil eller forskellige styrker og eventuelle udfordringer indenfor forskellige kognitive domæner, herunder sproglig og visuel forståelse, samt arbejdshukommelse og forarbejdningshastighed.

- Hvor barnets generelle IQ befinder sig sammenlignet med andre jævnaldrende.

- Et klinisk indtryk af, hvordan barnet går til forskellige former for problemløsning.

Ved fortolkningen af en intelligenstest er det derfor ikke tilstrækkeligt alene at se på barnets samlede IQ. Det er mindst lige så vigtigt at forstå barnets samlede kognitive profil og sætte resultaterne i relation til barnets hverdag, læring og trivsel.

Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn er højt begavet?

En kognitiv test kan give en mere nuanceret forståelse af dit barns kognitive forudsætninger, styrker og eventuelle udfordringer.

Læs om intelligenstest med WISC-V

Se hvordan en test foregår

Book tid

Er du i tvivl om, hvorvidt en test er relevant, er du også velkommen til at kontakte mig.